Mit navn er Elin Andersen, jeg er 50 år, er autoriseret psykolog, og er blandt andet også uddannet IMAGO-terapeut. Jeg har været selvstændig de sidste 19 år, efter halvandet års ansættelse i psykiatrien. Og igennem årene har jeg haft fornøjelsen af at have haft mere end 1.900 terapeutiske forløb, med et bredt spektre af forskellige mennesker og problematikker.
Min erfaring er helt klart, at hvis vi mennesker ønsker positive forandringer i vores liv, og tør se ærligt på os selv og vores livssituation – så er en forandring til det bedre næsten uundgåeligt. Og ofte før vi ved af det. Livet er yderst gavmildt, bekræftende og opløftende, med indbyggede helende og inspirerende kræfter i og omkring os alle. En samtale hos en professionel som mig, kan styrke den proces. Hvert møde er en ny oplevelse. Og hver person har sine unikke udfordringer, drømme og muligheder.
Jeg er bredt funderet fagligt set, hvilket også afspejler sig i min tilgang i terapien. Naturligvis er jeg i en løbende faglig udvikling, for på bedst mulige måde at kunne hjælpe dig.
Jeg tilbyder hhv. individuel terapi og parterapi. Jeg tager imod både egenbetalere og sygesikringsklienter (med henvisning fra egen læge), og har også et samarbejde med Dansk Krisekorps. Som udgangspunkt tilbydes terapien på klinikadressen, eller undtagelsesvis over telefonen. Hjemmebesøg er dog også muligt i særlige tilfælde, og efter nærmere aftale.
Terapi er samtale, men det er mere end bare samtale. Det er en professionel relation, hvor du er sikret at det er dig og dine interesser det handler om, at du ikke bliver set ned på eller udnyttet. Og at den du taler med er én der har specialiseret sig i det bakkede terræn som livet kan lede os ud i, de psykiske årsags-virknings-sammenhænge og hvordan du bedst hjælpes videre. En samtale der har til mål, at styrke og modne dig.
Kend dig selv, sagde Platon (427-347 f.Kr.). Terapi handler om netop det, at kende sig selv bedre. For det er derfra vi kan ændre tingene i vores liv. Ofte er det kriser og modgang, der tvinger os til denne større forståelse af livet og os selv. Men det kan også blive en selvvalgt livsindstilling – at forsøge at tage ved lære af det der sker os. Proaktivt tage medansvar for det der sker i vores liv.
Arbejdsmetode
Som udgangspunkt tager jeg udgangspunkt i den eksistentielle, den narrative, den kognitive-adfærdsterapeutiske, den psykodynamiske, den gestaltterapeutiske, og den systemiske tilgang – alt afhængigt af hvem du er, og hvad dit problem måtte være. Ligeledes er jeg inspireret af den nyeste hjerneforskning, og af effektbaseret intervention.
Jeg arbejder med fagligt anerkendte metoder, og i overensstemmelse med de gældende regler fra Dansk Psykologforening. Det vil blandt andet sige jeg er underlagt tavshedspligt og de etiske principper for nordiske psykologer. Er desuden løbende under videreuddannelse.
Uddannelse
- bachelor i psykologi, London – 2001
- kandidatgrad i psykologi, København – 2003
- kognitiv terapeut, Vordingborg – 2004
- IMAGO relations- og parterapeut, København – 2006
- IMAGO individorienteret terapeut, København – 2007
- autoriseret som psykolog, v. Sundhedsministeriet – 2008
- diverse faglige kurser gennem årene (30+)
- Akkrediteret v. IKAS – 2021
Faglige medlemskaber
- Dansk Psykolog Forening
- Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer
Historik og udsyn
Klinikken startede 1. juni 2005, og har de første fem år støttet Dannerhuset med faglig rådgivning, vi har støttet Amnesty International økonomisk alle årene (undtagen to), har fra 2016 støttet SOS-børnebyerne i Rawanda, og fra 2024 har vi støttet en lokal Maritim Nyttehave.